Måske en slags organiseret kaos? :-)
Deres El kan man vist roligt sige er et mysterie for sig selv - måske trækker man bare en ny ledning hvis den anden ikke virker..?
fredag den 30. januar 2009
Vores første rundtur i Hanoi
Så var vi lige ude et smut og skulle se lidt nærmere på byen til fods. Trang og hendes familie havde på forhånd fortalt os, at på grund af det kinesiske nytår var der ikke så meget trafik på gaden - hmmm :-)
onsdag den 7. januar 2009
Kulturen i Vietnam
Kulturen På Sao Mai
På sao mai oplever jeg ikke at kulturen er styret af religiøse ”grupper”. Efter hvad vi har fået fortalt, kan alle komme til sao mai med deres børn. Betalingen er dog ret høj og dette kan måske udlukke nogen befolkningsgrupper i vietnam.
Her i Vietnam bliver det stadig set som en stor skam og en slags straf for noget dårligt man har gjort tidligere i livet, at få et udviklingshæmmet barn. Mange af forældrene er derfor meget splittede da de for første gang oplever en form for forståelse af deres børn, men samtidig håber at Sao mai kan ”kurrere” dem. Lærerinderne på Sao Mai kan have en form for uddannelse i almindelig ”teaching”, men mange af dem har ingen uddannelse og slet ingen baggrund for at arbejde med børn med speciel needs, det præger til gengæld dagligdagen. Tit har de svært ved at forstå det enkelte barn, da de ikke har nogen forståelse for barnets ”handicap” som f.eks. det at være autist, bliver betragtet som et uopdragent barn, der skal opdrages noget mere. Deres ”uddannelse” består i at de kommer til forskellige workshops, afholdt af blandt andet Peter (som er en pensioneret lærer i speciel needs fra england), kim (som er talepædagog fra holland) og så os.
Med hensyn til deres menneskesyn på udviklingshæmmede, er det meget selvmodsigende (set med vores øjne) da Vietnam er det land med flest udviklingshæmmede, som er et resultat af at amerikanerne smed med kemiske våben under Vietnam krigen (eller hernede kendt som amerikaner krigen).
Hvad der ligeledes kan præge hverdagen, er deres ”tro” på kommunismen og onkel Ho (Ho Chi Minh) Onkel Ho ligger begravet lidt længere nede af vores gade (museleeumet) hvor han til dels stadig dikterer hvad der foregår i landet i dag. Man kan ikke være noget højt stående i Vietnam uden at være ”højtstående” indenfor PARTIET og man skal helst også have udmærket sig på en speciel måde under krigen. (Man tør kun gisne om hvad Dr. Lan har udrettet eftersom hun omgiver sig med en hel speciel autoritet, som kan få selv de mest genstridige herrer til at bukke og neje for hende ;-) ....)
På Sao Mai holder de tet (det kinesiske nytår) ligesom alle andre, udover det har de womensday og teachersday hvor børnene kommer med gaver og blomster til deres lærerinder. Jeg oplevede ligeledes at min overlærerinde fik blomster af nogle af forældrende på hendes fødselsdag.
Generelt er forældrene meget omsorgsfulde og glade for deres børn (ligesom alle andre steder i hele verden) selvfølgelig er det hårdt at have ”et unormalt barn”, lige så vel som det faktisk også er lidt tabubelagt derhjemme, men de vil deres børn det bedste. De har kontakt til lærerinderne når de afleverer børnene ved porten, her fortæller lærerinderne hvordan dagen er gået osv.
På Sao Mai bliver hverdagen bestemt af den øvre ledelse. Dr. Lans søster ms. Nha og Thy an som er psykolog, overvåger hver dag klasserne via et lille videokamera der er installeret i hver klasse. De overvåger om de forud-bestemte aktiviter bliver overholdt og hvilke klasser der er mest ro i. Lærerinderne har underskrevet en 10 årig kontrakt med Dr. Lan når de starter, hvori de også skriver under på at de skal gøre præcis som hun siger. Dvs. der er ikke meget plads til ”selv-udvikling” og refleksioner. Dog skal det nævnes at til vores sidste workshop, hvor vi med vilje havde givet lærerinderne plads og rum til at diskutere, kom Thy An hen til os efterfølgene og fortalte at hun var glad for måden vi gjorde det på.
På sao mai oplever jeg ikke at kulturen er styret af religiøse ”grupper”. Efter hvad vi har fået fortalt, kan alle komme til sao mai med deres børn. Betalingen er dog ret høj og dette kan måske udlukke nogen befolkningsgrupper i vietnam.
Her i Vietnam bliver det stadig set som en stor skam og en slags straf for noget dårligt man har gjort tidligere i livet, at få et udviklingshæmmet barn. Mange af forældrene er derfor meget splittede da de for første gang oplever en form for forståelse af deres børn, men samtidig håber at Sao mai kan ”kurrere” dem. Lærerinderne på Sao Mai kan have en form for uddannelse i almindelig ”teaching”, men mange af dem har ingen uddannelse og slet ingen baggrund for at arbejde med børn med speciel needs, det præger til gengæld dagligdagen. Tit har de svært ved at forstå det enkelte barn, da de ikke har nogen forståelse for barnets ”handicap” som f.eks. det at være autist, bliver betragtet som et uopdragent barn, der skal opdrages noget mere. Deres ”uddannelse” består i at de kommer til forskellige workshops, afholdt af blandt andet Peter (som er en pensioneret lærer i speciel needs fra england), kim (som er talepædagog fra holland) og så os.
Med hensyn til deres menneskesyn på udviklingshæmmede, er det meget selvmodsigende (set med vores øjne) da Vietnam er det land med flest udviklingshæmmede, som er et resultat af at amerikanerne smed med kemiske våben under Vietnam krigen (eller hernede kendt som amerikaner krigen).
Hvad der ligeledes kan præge hverdagen, er deres ”tro” på kommunismen og onkel Ho (Ho Chi Minh) Onkel Ho ligger begravet lidt længere nede af vores gade (museleeumet) hvor han til dels stadig dikterer hvad der foregår i landet i dag. Man kan ikke være noget højt stående i Vietnam uden at være ”højtstående” indenfor PARTIET og man skal helst også have udmærket sig på en speciel måde under krigen. (Man tør kun gisne om hvad Dr. Lan har udrettet eftersom hun omgiver sig med en hel speciel autoritet, som kan få selv de mest genstridige herrer til at bukke og neje for hende ;-) ....)
På Sao Mai holder de tet (det kinesiske nytår) ligesom alle andre, udover det har de womensday og teachersday hvor børnene kommer med gaver og blomster til deres lærerinder. Jeg oplevede ligeledes at min overlærerinde fik blomster af nogle af forældrende på hendes fødselsdag.
Generelt er forældrene meget omsorgsfulde og glade for deres børn (ligesom alle andre steder i hele verden) selvfølgelig er det hårdt at have ”et unormalt barn”, lige så vel som det faktisk også er lidt tabubelagt derhjemme, men de vil deres børn det bedste. De har kontakt til lærerinderne når de afleverer børnene ved porten, her fortæller lærerinderne hvordan dagen er gået osv.
På Sao Mai bliver hverdagen bestemt af den øvre ledelse. Dr. Lans søster ms. Nha og Thy an som er psykolog, overvåger hver dag klasserne via et lille videokamera der er installeret i hver klasse. De overvåger om de forud-bestemte aktiviter bliver overholdt og hvilke klasser der er mest ro i. Lærerinderne har underskrevet en 10 årig kontrakt med Dr. Lan når de starter, hvori de også skriver under på at de skal gøre præcis som hun siger. Dvs. der er ikke meget plads til ”selv-udvikling” og refleksioner. Dog skal det nævnes at til vores sidste workshop, hvor vi med vilje havde givet lærerinderne plads og rum til at diskutere, kom Thy An hen til os efterfølgene og fortalte at hun var glad for måden vi gjorde det på.
Institutionens pædagogik
Hvilken uddannelse har de ansatte på institutionen?
Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Derfor er det heller ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde og som styre klassen og (de andre lærerinder).
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger disse har dog ikke denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej må det sige at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden omkring børn med særlige behov.
Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med anden uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.
Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen som ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lære som i Danmark men bare en anden tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
(I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet)
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?
Det kan godt være svært at få en forklaring på pædagogiske metoder, da det ikke er lærerinderne der sætter dagsordenen. I samfundet findes der nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Og det at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med i alt, kan gøre det svært for lærerinderne at handle efter deres egen overbevisning og måske netop derfor har de svært ved at forklare de pædagogiske overvejelser.
Når man har deres menneskesyn i mente oplever jeg at deres metode til undervisning bliver forklaret. Der er nogle faste retningslinjer fra ledelsen, dvs at undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om at fremkalde en ønsket adfærd.
Desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i europa og især dk opdrager individet.
På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser som skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt men jeg er i tvivl om hvorvidt lærerinderne forstår at anvende dem hensigtsmæssigt. De bliver ofte brugt lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille, de bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.
Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?
Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
Lærerinderne gør sig bla. didaktiske overvejelser omkring sammensætningen af børnene, i små grupper i undervisningssituationer. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg er i tvivl om der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og om det de laver giver mening for børnene idet de metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen skal de passe ind i fællesskabet, ikke være individer.
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs at resten af børnene sidder og venter med et par klodser til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår på siddende.
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
Jamen for mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn - men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting som er en stor del af det pædagogiske element derhjemme som har gjort stort indtryk på mig er at børnene ikke selv for lov til at prøve noget fx det at spise, tage tøj på, rede seng osv, ting som vi der hjemme ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udviklings af selvstændighed som også er på dagsordenen her. Når de skal lærer disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal have bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår man skal bruge det.
Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Derfor er det heller ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde og som styre klassen og (de andre lærerinder).
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger disse har dog ikke denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej må det sige at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden omkring børn med særlige behov.
Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med anden uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.
Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen som ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lære som i Danmark men bare en anden tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
(I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet)
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?
Det kan godt være svært at få en forklaring på pædagogiske metoder, da det ikke er lærerinderne der sætter dagsordenen. I samfundet findes der nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Og det at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med i alt, kan gøre det svært for lærerinderne at handle efter deres egen overbevisning og måske netop derfor har de svært ved at forklare de pædagogiske overvejelser.
Når man har deres menneskesyn i mente oplever jeg at deres metode til undervisning bliver forklaret. Der er nogle faste retningslinjer fra ledelsen, dvs at undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om at fremkalde en ønsket adfærd.
Desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i europa og især dk opdrager individet.
På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser som skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt men jeg er i tvivl om hvorvidt lærerinderne forstår at anvende dem hensigtsmæssigt. De bliver ofte brugt lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille, de bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.
Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?
Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
Lærerinderne gør sig bla. didaktiske overvejelser omkring sammensætningen af børnene, i små grupper i undervisningssituationer. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg er i tvivl om der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og om det de laver giver mening for børnene idet de metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen skal de passe ind i fællesskabet, ikke være individer.
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs at resten af børnene sidder og venter med et par klodser til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår på siddende.
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
Jamen for mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn - men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting som er en stor del af det pædagogiske element derhjemme som har gjort stort indtryk på mig er at børnene ikke selv for lov til at prøve noget fx det at spise, tage tøj på, rede seng osv, ting som vi der hjemme ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udviklings af selvstændighed som også er på dagsordenen her. Når de skal lærer disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal have bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår man skal bruge det.
Målformulering
Jeg vil under hele mit ophold i Vietnam forsøge at tilegne mig en større viden omkring kulturen i landet. Jeg vil prøve at sætte mig ind i deres historie, besøge museer, rejse rundt i landet og tage alle de små dagligdags oplevelser med mig i bagagen, dels for at få en større forståelse af det vietnamesiske folk men også dagligdagen på Sao Mai.
Jeg vil i min praktik forsøge at tilegne mig mere viden omkring institutionskulturen på Sao Mai. Jeg vil forholde mig spørgende og undrende, dette for at forsøge at få en større forståelse af deres måde at arbejde med børnene på.
Jeg vil i min praktisk arbejde på relationen til mine lærerinder. Da kommunikationen til tider kan være ret begrænset, er det vigtigt for mig at mine lærerinder ikke føler sig ”belastet” eller ”truet” af min tilstedeværelse, men istedet føler at vi har en ligeværdig relation. Dette også fordi jeg tænker at relationen til mine lærerinder kan være afgørende for hvor stor indsigt jeg får i deres måde at tænke og arbejde på, på Sao Mai.
Jeg vil ligeledes arbejde på at skabe en anerkendende relation til børnene i min klasse. Da den verbale kommunikation igen er begrænset (eller ikke eksisterende) er det vigtigt for mig at forsøge at se, høre og forstå den non-verbale kommunikation imellem børnene og jeg. Dette ligeledes for at de skal føle sig anerkendt og for at forsøge at vise mine lærerinder en anden tilgang til børnene.
Jeg vil forsøge at tilegne mig en større viden omkring autistiske børn, dette for at underbygge mit mål om at se, høre og forstå børnene i min klasse.
Jeg vil i min praktik forsøge at tilegne mig mere viden omkring institutionskulturen på Sao Mai. Jeg vil forholde mig spørgende og undrende, dette for at forsøge at få en større forståelse af deres måde at arbejde med børnene på.
Jeg vil i min praktisk arbejde på relationen til mine lærerinder. Da kommunikationen til tider kan være ret begrænset, er det vigtigt for mig at mine lærerinder ikke føler sig ”belastet” eller ”truet” af min tilstedeværelse, men istedet føler at vi har en ligeværdig relation. Dette også fordi jeg tænker at relationen til mine lærerinder kan være afgørende for hvor stor indsigt jeg får i deres måde at tænke og arbejde på, på Sao Mai.
Jeg vil ligeledes arbejde på at skabe en anerkendende relation til børnene i min klasse. Da den verbale kommunikation igen er begrænset (eller ikke eksisterende) er det vigtigt for mig at forsøge at se, høre og forstå den non-verbale kommunikation imellem børnene og jeg. Dette ligeledes for at de skal føle sig anerkendt og for at forsøge at vise mine lærerinder en anden tilgang til børnene.
Jeg vil forsøge at tilegne mig en større viden omkring autistiske børn, dette for at underbygge mit mål om at se, høre og forstå børnene i min klasse.
Institutionsbeskrivelse
Trung Tâm Sao Mai (Morningstar Center) er en skole for børn med psykisk og fysiske funktionsnedsættelser.
Dr. Do Thuy Lan som er grundlægger og er leder for Morningstar Center, åbnede i 1995 en lille institution Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se et stigende behov for flere institutionspladser og begyndte derfor i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, med Bach Mai som en lille ekstern afdeling.
Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Ha noi ikke fandtes institutioner for børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den europæiske måde, at arbejde med børn og unge med fysisk og psykiske handicap. Dr. Lan blev inspireret af vestens pædagogik og Morningstar centeret er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den europæiske pædagogik og struktur.
Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. I hver klasse er der ca. 15 børn og 3 lærerinder, men antallet af lærerinder afhænger dog af børnenes handicap, alder og behov. Men i de fleste klasser er normeringen ca. 5 børn pr. voksen og gerne en frivillig.
Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 talepædagoger, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.
På Sao Mai findes der udover det faste personale, en masse frivillige. Her iblandt unge frivillige fra vietnamesiske high schools der hjælper til et par timer om ugen til frivillige fra udlandet som er udsendt af diverse organisationer. I øjeblikket er der en studerende fra Belgien som arbejder med forældresamarbejde, en anden fra England og os som pædagogstuderende. Endvidere er der en pensioneret lærer fra England. Han underviser lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen.
Sao Mai Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra staten men er afhængig af, at få doneret penge fra forskellige organisationer. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong. (lærerinderne på Sao Mai kan maks komme op og tjene 2,2 mio. dong......) Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling.
Beliggenhed og Fysiske rammer
Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Fra vores hus af tager det ca. 20 minutter på cykel i morgentrafikken.
Sao Mai har to indgange, hovedindgangen som bruges af børn og forældre og en indgang i cafeen. Cafeen benyttes af både personale og folk ude fra og det er også her vi hygger og deler oplevelser sammen med de andre frivillige på Sao Mai.
Sao Mai har 4 etager.
På stue etagen er der en klasse for børn med autisme, cafeen hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstarts rum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der endvidere udgang til en lille legeplads.
På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår dog kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. Det er her min hverdag spiller sig ud. Jeg arbejder i en klasse med 14 drenge og en pige med autistiske træk. Udover det, er der 3 lærerinder og engang imellem en af de frivillige fra de lokale high schools. Drengene er nogle tumlinger som har svært ved at sidde stille hele dagen, så når der end er en lille pause foregår det hele på fulde drøn, måske også lidt på opfordring af mig (uhh jeg bliver aldrig en god vietnamesisk lærerinde – kan heller ikke feje på den rigtige måde.. tsk tsk...) Jeg kan rigtig godt lide ungerne og den udfordring der ligger i at arbejde med autister, her tænker jeg på det problematiske i at skabe en relation til dem, da jeg har en idé om at det er i relationen til den anden man arbejder pædagogisk.
På 2. Sal er der 6 klasser for børn med autistiske træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male.
På 3. Sal findes der et stort konference lokale, 4 kontorer, og et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen.
4. Sal er her de ældste børn holder til. Der er tre klasser klasser i alt, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene har på denne etage mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Der er 10 små rum som bliver brugt til sprogstimulering og endvidere er der et tomt lokale som der er intentioner om at skulle bruges til musiklokale.
Dr. Do Thuy Lan som er grundlægger og er leder for Morningstar Center, åbnede i 1995 en lille institution Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se et stigende behov for flere institutionspladser og begyndte derfor i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, med Bach Mai som en lille ekstern afdeling.
Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Ha noi ikke fandtes institutioner for børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den europæiske måde, at arbejde med børn og unge med fysisk og psykiske handicap. Dr. Lan blev inspireret af vestens pædagogik og Morningstar centeret er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den europæiske pædagogik og struktur.
Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. I hver klasse er der ca. 15 børn og 3 lærerinder, men antallet af lærerinder afhænger dog af børnenes handicap, alder og behov. Men i de fleste klasser er normeringen ca. 5 børn pr. voksen og gerne en frivillig.
Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 talepædagoger, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.
På Sao Mai findes der udover det faste personale, en masse frivillige. Her iblandt unge frivillige fra vietnamesiske high schools der hjælper til et par timer om ugen til frivillige fra udlandet som er udsendt af diverse organisationer. I øjeblikket er der en studerende fra Belgien som arbejder med forældresamarbejde, en anden fra England og os som pædagogstuderende. Endvidere er der en pensioneret lærer fra England. Han underviser lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen.
Sao Mai Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra staten men er afhængig af, at få doneret penge fra forskellige organisationer. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong. (lærerinderne på Sao Mai kan maks komme op og tjene 2,2 mio. dong......) Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling.
Beliggenhed og Fysiske rammer
Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Fra vores hus af tager det ca. 20 minutter på cykel i morgentrafikken.
Sao Mai har to indgange, hovedindgangen som bruges af børn og forældre og en indgang i cafeen. Cafeen benyttes af både personale og folk ude fra og det er også her vi hygger og deler oplevelser sammen med de andre frivillige på Sao Mai.
Sao Mai har 4 etager.
På stue etagen er der en klasse for børn med autisme, cafeen hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstarts rum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der endvidere udgang til en lille legeplads.
På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår dog kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. Det er her min hverdag spiller sig ud. Jeg arbejder i en klasse med 14 drenge og en pige med autistiske træk. Udover det, er der 3 lærerinder og engang imellem en af de frivillige fra de lokale high schools. Drengene er nogle tumlinger som har svært ved at sidde stille hele dagen, så når der end er en lille pause foregår det hele på fulde drøn, måske også lidt på opfordring af mig (uhh jeg bliver aldrig en god vietnamesisk lærerinde – kan heller ikke feje på den rigtige måde.. tsk tsk...) Jeg kan rigtig godt lide ungerne og den udfordring der ligger i at arbejde med autister, her tænker jeg på det problematiske i at skabe en relation til dem, da jeg har en idé om at det er i relationen til den anden man arbejder pædagogisk.
På 2. Sal er der 6 klasser for børn med autistiske træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male.
På 3. Sal findes der et stort konference lokale, 4 kontorer, og et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen.
4. Sal er her de ældste børn holder til. Der er tre klasser klasser i alt, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene har på denne etage mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Der er 10 små rum som bliver brugt til sprogstimulering og endvidere er der et tomt lokale som der er intentioner om at skulle bruges til musiklokale.
Tanker inden afrejsen
Omkring mit valg af Vietnam, jeg gjorde mig mange tanker omkring stedet, min første idé var at jeg søgte andre udfordringer i forhold til hvad jeg kunne få ved at blive herhjemme. Til at starte med gjorde jeg mig ligeledes tanker om trygheden, kunne jeg tage afsted alene pige/kvinde? Jeg havde deltaget i flere af de internationale dage og havde fået indtrykket af at Vietnam var et sted hvor man godt kunne færdes alene, med en hvis portion sund fornuft. Jeg tænkte også i kultur forskelle, jeg ville også gerne have været til new zealand da jeg havde fået fortalt at de er meget langt fremme med hensyn til pædagogik osv, men til oplæggende følte jeg ikke den samme ”begejstring” fra de hjemvendte som fra dem der havde været i Vietnam. Jeg fra valgte til dels også New zealand af økonomiske grunde.
Her den senere tid har jeg gjort mig mange tanker omkring min rolle som pædagog studerende dernede – først og fremmest hvilken bruger gruppe skal man vælge? Burde man vælge hjemme fra så man kan sætte sig in i bruger gruppen via dansk litteratur? Nu tager jeg derned som pædagog studerende, men vil min rolle være studerende, får jeg kun lov til at være observerende? Eller får jeg lov til at ”deltage” i arbejdet så godt som jeg nu kan på trods af sprogbarrieren? Og igen ender jeg et sted/klasse hvor de betragter mig som ”eksperten” der skal lære fra mig og hvordan takler jeg lige det?
Mange af de hjemvendte taler om at når man kommer hjem ved man ihvert fald hvorfor man gør som man gør herhjemme, da man har forklaret, tegnet, kravlet, leget det så mange gang for at gøre en forståelig. Jeg tænker også at det er en prioritering, tænker at jeg ikke får den store pose af metoder, faglige indput osv (men ved det ikke, man kan jo blive overrasket) til gengæld er jeg sikker på at min personlige bagage bliver fyldt op med så meget mere end hvad man kan læse sig til i teoribøgerne.
Hvordan forbereder jeg mig til det kulturchok jeg uden tvivl kommer til at få? Jeg tænker at noget af det vigtigeste er at være open minded, prøve at forstå deres kultur, selvfølgelig udfra min egen, men prøve at leve sig ind i deres, uden at fordømme fra start, selvom man muligvis møder ting som føles mere eller mindre groteske.. Jeg tror at uanset hvor godt jeg ”forbereder” mig, så kan jeg ikke forberede mig på det der venter, jeg må tage tingene som de kommer.
Her den senere tid har jeg gjort mig mange tanker omkring min rolle som pædagog studerende dernede – først og fremmest hvilken bruger gruppe skal man vælge? Burde man vælge hjemme fra så man kan sætte sig in i bruger gruppen via dansk litteratur? Nu tager jeg derned som pædagog studerende, men vil min rolle være studerende, får jeg kun lov til at være observerende? Eller får jeg lov til at ”deltage” i arbejdet så godt som jeg nu kan på trods af sprogbarrieren? Og igen ender jeg et sted/klasse hvor de betragter mig som ”eksperten” der skal lære fra mig og hvordan takler jeg lige det?
Mange af de hjemvendte taler om at når man kommer hjem ved man ihvert fald hvorfor man gør som man gør herhjemme, da man har forklaret, tegnet, kravlet, leget det så mange gang for at gøre en forståelig. Jeg tænker også at det er en prioritering, tænker at jeg ikke får den store pose af metoder, faglige indput osv (men ved det ikke, man kan jo blive overrasket) til gengæld er jeg sikker på at min personlige bagage bliver fyldt op med så meget mere end hvad man kan læse sig til i teoribøgerne.
Hvordan forbereder jeg mig til det kulturchok jeg uden tvivl kommer til at få? Jeg tænker at noget af det vigtigeste er at være open minded, prøve at forstå deres kultur, selvfølgelig udfra min egen, men prøve at leve sig ind i deres, uden at fordømme fra start, selvom man muligvis møder ting som føles mere eller mindre groteske.. Jeg tror at uanset hvor godt jeg ”forbereder” mig, så kan jeg ikke forberede mig på det der venter, jeg må tage tingene som de kommer.
Faglige elementer
Faglige Krav
Obligatoriske elementer i rejesebloggen. Tidsangivelserne skal overholdes
A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) - det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… - den største faglige udfordring tror jeg bliver … - den største personlige udfordring tror jeg bliver … - min største bekymring er … - Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … - Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok .. - Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket …
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. - hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, - hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen - hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). - er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? - er der forældrebetaling/brugerbetaling? - Normering
C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig. Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?
D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?
E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)? - hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? - hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? - hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? - Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinier som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
Obligatoriske elementer i rejesebloggen. Tidsangivelserne skal overholdes
A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) - det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… - den største faglige udfordring tror jeg bliver … - den største personlige udfordring tror jeg bliver … - min største bekymring er … - Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … - Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok .. - Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket …
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. - hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, - hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen - hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). - er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? - er der forældrebetaling/brugerbetaling? - Normering
C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig. Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?
D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?
E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)? - hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? - hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? - hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? - Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinier som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
