Tanker inden afrejsen

Omkring mit valg af Vietnam, jeg gjorde mig mange tanker omkring stedet, min første idé var at jeg søgte andre udfordringer i forhold til hvad jeg kunne få ved at blive herhjemme. Til at starte med gjorde jeg mig ligeledes tanker om trygheden, kunne jeg tage afsted alene pige/kvinde? Jeg havde deltaget i flere af de internationale dage og havde fået indtrykket af at Vietnam var et sted hvor man godt kunne færdes alene, med en hvis portion sund fornuft. Jeg tænkte også i kultur forskelle, jeg ville også gerne have været til new zealand da jeg havde fået fortalt at de er meget langt fremme med hensyn til pædagogik osv, men til oplæggende følte jeg ikke den samme ”begejstring” fra de hjemvendte som fra dem der havde været i Vietnam. Jeg fra valgte til dels også New zealand af økonomiske grunde.

Her den senere tid har jeg gjort mig mange tanker omkring min rolle som pædagog studerende dernede – først og fremmest hvilken bruger gruppe skal man vælge? Burde man vælge hjemme fra så man kan sætte sig in i bruger gruppen via dansk litteratur? Nu tager jeg derned som pædagog studerende, men vil min rolle være studerende, får jeg kun lov til at være observerende? Eller får jeg lov til at ”deltage” i arbejdet så godt som jeg nu kan på trods af sprogbarrieren? Og igen ender jeg et sted/klasse hvor de betragter mig som ”eksperten” der skal lære fra mig og hvordan takler jeg lige det?

Mange af de hjemvendte taler om at når man kommer hjem ved man ihvert fald hvorfor man gør som man gør herhjemme, da man har forklaret, tegnet, kravlet, leget det så mange gang for at gøre en forståelig. Jeg tænker også at det er en prioritering, tænker at jeg ikke får den store pose af metoder, faglige indput osv (men ved det ikke, man kan jo blive overrasket) til gengæld er jeg sikker på at min personlige bagage bliver fyldt op med så meget mere end hvad man kan læse sig til i teoribøgerne.

Hvordan forbereder jeg mig til det kulturchok jeg uden tvivl kommer til at få? Jeg tænker at noget af det vigtigeste er at være open minded, prøve at forstå deres kultur, selvfølgelig udfra min egen, men prøve at leve sig ind i deres, uden at fordømme fra start, selvom man muligvis møder ting som føles mere eller mindre groteske.. Jeg tror at uanset hvor godt jeg ”forbereder” mig, så kan jeg ikke forberede mig på det der venter, jeg må tage tingene som de kommer.