onsdag den 7. januar 2009

Institutionsbeskrivelse

Trung Tâm Sao Mai (Morningstar Center) er en skole for børn med psykisk og fysiske funktionsnedsættelser.

Dr. Do Thuy Lan som er grundlægger og er leder for Morningstar Center, åbnede i 1995 en lille institution Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se et stigende behov for flere institutionspladser og begyndte derfor i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, med Bach Mai som en lille ekstern afdeling.

Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Ha noi ikke fandtes institutioner for børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den europæiske måde, at arbejde med børn og unge med fysisk og psykiske handicap. Dr. Lan blev inspireret af vestens pædagogik og Morningstar centeret er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den europæiske pædagogik og struktur.

Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. I hver klasse er der ca. 15 børn og 3 lærerinder, men antallet af lærerinder afhænger dog af børnenes handicap, alder og behov. Men i de fleste klasser er normeringen ca. 5 børn pr. voksen og gerne en frivillig.
Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 talepædagoger, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.
På Sao Mai findes der udover det faste personale, en masse frivillige. Her iblandt unge frivillige fra vietnamesiske high schools der hjælper til et par timer om ugen til frivillige fra udlandet som er udsendt af diverse organisationer. I øjeblikket er der en studerende fra Belgien som arbejder med forældresamarbejde, en anden fra England og os som pædagogstuderende. Endvidere er der en pensioneret lærer fra England. Han underviser lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen.

Sao Mai Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra staten men er afhængig af, at få doneret penge fra forskellige organisationer. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong. (lærerinderne på Sao Mai kan maks komme op og tjene 2,2 mio. dong......) Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling.

Beliggenhed og Fysiske rammer

Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Fra vores hus af tager det ca. 20 minutter på cykel i morgentrafikken.
Sao Mai har to indgange, hovedindgangen som bruges af børn og forældre og en indgang i cafeen. Cafeen benyttes af både personale og folk ude fra og det er også her vi hygger og deler oplevelser sammen med de andre frivillige på Sao Mai.

Sao Mai har 4 etager.

På stue etagen er der en klasse for børn med autisme, cafeen hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstarts rum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der endvidere udgang til en lille legeplads.

På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår dog kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. Det er her min hverdag spiller sig ud. Jeg arbejder i en klasse med 14 drenge og en pige med autistiske træk. Udover det, er der 3 lærerinder og engang imellem en af de frivillige fra de lokale high schools. Drengene er nogle tumlinger som har svært ved at sidde stille hele dagen, så når der end er en lille pause foregår det hele på fulde drøn, måske også lidt på opfordring af mig (uhh jeg bliver aldrig en god vietnamesisk lærerinde – kan heller ikke feje på den rigtige måde.. tsk tsk...) Jeg kan rigtig godt lide ungerne og den udfordring der ligger i at arbejde med autister, her tænker jeg på det problematiske i at skabe en relation til dem, da jeg har en idé om at det er i relationen til den anden man arbejder pædagogisk.

På 2. Sal er der 6 klasser for børn med autistiske træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male.

På 3. Sal findes der et stort konference lokale, 4 kontorer, og et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen.

4. Sal er her de ældste børn holder til. Der er tre klasser klasser i alt, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene har på denne etage mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Der er 10 små rum som bliver brugt til sprogstimulering og endvidere er der et tomt lokale som der er intentioner om at skulle bruges til musiklokale.

1 kommentar:

  1. Billeder kommer senere :-) i skal jo se mig i min fantastiske lyserøde uniform...

    SvarSlet