Kulturen i Vietnam

Kulturen På Sao Mai

På sao mai oplever jeg ikke at kulturen er styret af religiøse ”grupper”. Efter hvad vi har fået fortalt, kan alle komme til sao mai med deres børn. Betalingen er dog ret høj og dette kan måske udlukke nogen befolkningsgrupper i vietnam.

Her i Vietnam bliver det stadig set som en stor skam og en slags straf for noget dårligt man har gjort tidligere i livet, at få et udviklingshæmmet barn. Mange af forældrene er derfor meget splittede da de for første gang oplever en form for forståelse af deres børn, men samtidig håber at Sao mai kan ”kurrere” dem. Lærerinderne på Sao Mai kan have en form for uddannelse i almindelig ”teaching”, men mange af dem har ingen uddannelse og slet ingen baggrund for at arbejde med børn med speciel needs, det præger til gengæld dagligdagen. Tit har de svært ved at forstå det enkelte barn, da de ikke har nogen forståelse for barnets ”handicap” som f.eks. det at være autist, bliver betragtet som et uopdragent barn, der skal opdrages noget mere. Deres ”uddannelse” består i at de kommer til forskellige workshops, afholdt af blandt andet Peter (som er en pensioneret lærer i speciel needs fra england), kim (som er talepædagog fra holland) og så os.

Med hensyn til deres menneskesyn på udviklingshæmmede, er det meget selvmodsigende (set med vores øjne) da Vietnam er det land med flest udviklingshæmmede, som er et resultat af at amerikanerne smed med kemiske våben under Vietnam krigen (eller hernede kendt som amerikaner krigen).

Hvad der ligeledes kan præge hverdagen, er deres ”tro” på kommunismen og onkel Ho (Ho Chi Minh) Onkel Ho ligger begravet lidt længere nede af vores gade (museleeumet) hvor han til dels stadig dikterer hvad der foregår i landet i dag. Man kan ikke være noget højt stående i Vietnam uden at være ”højtstående” indenfor PARTIET og man skal helst også have udmærket sig på en speciel måde under krigen. (Man tør kun gisne om hvad Dr. Lan har udrettet eftersom hun omgiver sig med en hel speciel autoritet, som kan få selv de mest genstridige herrer til at bukke og neje for hende ;-) ....)

På Sao Mai holder de tet (det kinesiske nytår) ligesom alle andre, udover det har de womensday og teachersday hvor børnene kommer med gaver og blomster til deres lærerinder. Jeg oplevede ligeledes at min overlærerinde fik blomster af nogle af forældrende på hendes fødselsdag.

Generelt er forældrene meget omsorgsfulde og glade for deres børn (ligesom alle andre steder i hele verden) selvfølgelig er det hårdt at have ”et unormalt barn”, lige så vel som det faktisk også er lidt tabubelagt derhjemme, men de vil deres børn det bedste. De har kontakt til lærerinderne når de afleverer børnene ved porten, her fortæller lærerinderne hvordan dagen er gået osv.

På Sao Mai bliver hverdagen bestemt af den øvre ledelse. Dr. Lans søster ms. Nha og Thy an som er psykolog, overvåger hver dag klasserne via et lille videokamera der er installeret i hver klasse. De overvåger om de forud-bestemte aktiviter bliver overholdt og hvilke klasser der er mest ro i. Lærerinderne har underskrevet en 10 årig kontrakt med Dr. Lan når de starter, hvori de også skriver under på at de skal gøre præcis som hun siger. Dvs. der er ikke meget plads til ”selv-udvikling” og refleksioner. Dog skal det nævnes at til vores sidste workshop, hvor vi med vilje havde givet lærerinderne plads og rum til at diskutere, kom Thy An hen til os efterfølgene og fortalte at hun var glad for måden vi gjorde det på.