mine tanker inden hjemrejsen..

Tja så sidder jeg og på en eller anden måde og skal gøre status over mit ophold her i vietnam. Det har jeg på sin vis gjort lige omkring 1 mio. gange mens jeg har været afsted, men nu kræves det altså at jeg skal have skrevet noget ned, formuleret mine mærkværdige og mange blandede følelser så andre også kan få noget ud af dem.. hmm ja det er da helt enkelt ;-)

Nu er der 4 dage til vi igen skal vende snuden mod DK hvilket jeg både glæder mig rigtig meget til, men ligeledes er det ekstremt sørgmodigt og jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til mit eventyr her i Nam.

Jeg glæder mig helt ekstremt til at se min super seje mor, min skønne forlovede, mine fantastiske venner og enormt savnede familie (læg mærke til hvordan jeg liiige fik plads til omkring en masse normative ord i en sætning, noget jeg meget typisk gør hvis jeg synes det bliver lidt flovt med alt for mange følelser, på det punkt har jeg altså ikke ændret mig.. hehe) som har bakket mig op omkring alt, de skal have enormt stor credit, jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været at undvære mig i et halvt år ;-)

Og det må så være den nemme del, det svære ligger i at skulle tage afsked med den her eventyrs verden hvor du aldrig ved hvad der venter næste dag, men man må bare følge med og se hvad der sker...

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og tror dette indlæg bliver meget rodet (men sådan er det altså os tit oven i hovedet på mig.....)Jeg har været i praktik på Sao Mai, som er et center for udviklingshæmmede børn og unge. Mit praktik ophold har været ekstremt langt og alt for kort på samme tid. I starten var alting SÅ hårdt, jeg følte at jeg nærmest blev følelsesmæssigt voldtaget hver dag jeg tog på arbejde, jeg følte ikke at jeg kunne dele det med de nærmeste hjemme i DK, fordi de ikke ville kunne forstå det, hvilket os har været hårdt for dem, at blive lukket ude fra det der nu engang fyldte mest i mit hoved.. plus at folk vil ærligt talt ikke rigtig høre hvis man har det skidt, man kender det selv, samtalen bliver lidt pinlig når man drejer ind på noget så følsomt. nå men any ways, så var det jo fantastisk at bo i et hus med 3 andre pædagogstuderende som man jo kan bruge til diverse terapi grupper og mange laaange snakke om mærkværdige vietnameser vaner :-)

men men men nogen gange lønner det sig jo at tage kampen selv om den er tung og man bliver faktisk også klogere på vejen (forhåbentlig) :-) Idag har jeg et rigtig godt forhold til mine lærerinder, de er da heldigvis blevet glade for at jeg er der, jeg kan mærke en enorm forskel både på stemningen på sao mai og måden mine lærerinder går til børnene på. Jeg er skide stolt over det vi har opnået på den korte tid vi har været der.

Jeg har f.eks. lige været ude og rejse i 4 uger med min kæreste, da jeg kommer tilbage frygter jeg det værste (nogen gange kan lærerinderne nemlig trykke på en erase knap fra dag til dag, så man må starte helt forfra) men da jeg kommer tilbage fortæller og viser en af mine lærerinder mig at de har arbejdet videre med en lille pige, på min måde vel at mærke, altså med at prøve at se hendes tegn, forstå hende og give omsorg og pigen er bare en helt anden end da jeg tog afsted - så smelter ens hjerte :-)

Da jeg tog afsted var det med en forventning om at man må prøve at betragte sig selv som værende en del af en længere process, men jeg føler faktisk vi er blevet "belønnet" ret godt ved at kunne se "store" resultater allerede nu.. selvfølgelig er der stadig mange ting man ALDRIG kommer til at forstå, men det at man har accepteret Vietnameserne for deres mange sære sider os, gør at de accepterer os (for vores sære sider ;-) ....) på en anden måde. Og på en eller anden måde har vi jo så fået nærmet os hinanden så meget at der kan komme noget godt ud af det :-)

Dette indlæg har jeg skrevet og redigeret SÅÅÅ mange gange nu, det er så svært at sætte ord på noget som man egentlig kun kan føle og bare ikke forklare..

Idag rejser mia og jeg hjem til Danmark, det glæder jeg mig rigtig meget til, men samtidig skræmmer det mig os helt vildt. altså udover at jeg er lidt bange for at vi styrter ned, da air france ligesom har valgt at dumpe ret mange af deres fly for tiden, så er jeg rigtig bange for alle de spørgsmål der kommer, når jeg kommer hjem... jeg aner ikke om jeg kan svare på nogen af dem, det lyder måske fuldstændig åndssvagt at være bange for det, men ååhh det må bare være endnu én af de ting man bare ikke kan forklare...

Danmark vi ses om lidt over et døgn :-)